Jensine NIELSEN

Jensine NIELSEN

Kvinde 1885 - 1965  (79 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Alle

  • Navn Jensine NIELSEN 
    Fødsel 25 maj 1885  Albæk sogn, Dronninglund herred, Hjørring amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Dåb 5 jul. 1885  Albæk sogn, Dronninglund herred, Hjørring amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Kvinde 
    Død 14 apr. 1965  Roskilde domsogn, Sømme herred, Roskilde amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Begravelse 18 apr. 1965  Roskilde domsogn, Sømme herred, Roskilde amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Person-ID I6  Gustavsen
    Sidst ændret 19 jul. 2024 

    Far Niels NIELSEN,   f. 3 aug. 1838, Albæk sogn, Dronninglund herred, Hjørring amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 30 apr. 1927, Albæk sogn, Dronninglund herred, Hjørring amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 88 år) 
    Mor Else Marie CHRISTENSEN,   f. 15 aug. 1856, Albæk sogn, Dronninglund herred, Hjørring amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 3 apr. 1936, Albæk sogn, Dronninglund herred, Hjørring amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 79 år) 
    Familie-ID F33  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie Niels Hedlund GUSTAVSEN,   f. 14 jun. 1887, Furreby sogn, Børglum herred, Hjørring amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 14 apr. 1964, Roskilde domsogn, Sømme herred, Roskilde amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 76 år) 
    Ægteskab 10 dec. 1909  Albæk sogn, Dronninglund herred, Hjørring amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    • Jensine og Hedlund
      Jensine og Hedlund blev gift den 10. december 1909 i Lyngså kirke. I kirkebogen blev Hedlund beskrevet som købmand af Frederikshavn. Forloverne var bestyreren fra andelsmejeriet, Jens Christensen og Jensines far, Niels Nielsen.
      De flyttede til Frederikshavn, hvor de boede i købmandsforretningen i Søndergade 70. Her blev Villy født i 1910 og Svend i 1912. Hedlund gik imidlertid fallit med købmandsforretningen - vi ved ikke hvordan og hvorfor, men måske har det sammenhæng med forhold, som er omtalt i en sang til Jensine og Hedlunds sølvbryllup:

      Det første vi vil mindes, er en tid i Fred'rikshavn
      hvor han som købmand skabte sig et navn,
      en morgenbitter var der næsten altid til at få,
      2 og 3 og 4 fik man, inden man sku' gå.

      Da Hedlund måtte forlade købmandsforretningen i Frederikshavn, fik han en stilling som bestyrer af foderstofforretningen Jydsk Andels Foderstof i Sæby. Svend Gustavsen fortæller, at forretningen lå på Slagterivej i Sæby, og der var en dejlig bestyrerbolig til ved navn Fredlund. Både foderstoffer og Fredlund er borte nu.
      Svend Gustavsen giver følgende skildring af tiden i Sæby: „Dengang var der store markområder rundt om os, og jeg husker endnu, at vi havde en lille islænder, og især, at vi havde en flot rød kane, som far elskede at fare af sted med, med mor, Willy og jeg som passagerer. Slagteriet lå jo lige skråt overfor os, og grisene gik i en stor fold, inden de gik ind til den evige hvile, og det skete ret ofte, at de brød ud af folden og for omkring på marken, og så var der et par herrer, der fik gang i skankerne og tyede ind under mors skørter (de var lange dengang). Mor og far spillede kort med Olaf Nielsen, der havde en tobakshandel nede i Vestergade. Han var ungkarl og havde en husbestyrerinde. Ham og far var også flittige og trofaste kunder på hotel Heimdal, der lå lige ved siden af Olaf Nielsen, og det har sikkert ikke været det rene saftevand, de fik der."
      Jeg husker også glimt af de store fester ude i Sæbygaarden Skov. Det har formodentlig været grundlovsfest eller pinsefest. Mor i lang, hvid kjole og et stort hvidt monstrum af en hat på hovedet. Hun var en virkelig flot kone dengang, og far i spenillic, med slask-i-røv frakke, stort rødt snoet overskæg og vel allerede fra morgenstunden ansats til en lille én, der som regel udviklede sig til en alvorlig én inden hjemturen. Vi havde madkurven med, og det var ikke bare leverpostejmadder, nej der var lækre sager, foruden selvfølgelig øl og brændevin og andre opkvikkende drikke til de voksne, samt naturligvis rød sodavand til os knægte. Alt dette foregik i „Høgeburet", en dejlig lysning med skrænter inde midt i skoven. Der var musiktribune med hornorkester og masser af taler. Der var danseestrade og i det hele taget et mægtigt leben. Inden vi skulle bryde op, var vi knægte selvfølgelig faldet i søvn, og hvordan og hvornår vi kom hjem husker jeg ikke."
      I Sæby blev barn nummer tre, Kaj, født.

      I Sikringsstyrken
      Under 1. verdenskrig blev Hedlund indkaldt til sikringsstyrkerne med domicil i Roskilde, hvor han indgik i forplejningskorpset.
      Herefter stod Jensine alene med foderstofforretningen. Det var hårdt kvindearbejde. Hun fik en ung karl til hjælp, Ejner, han skal have været en fætter til Jensines svigermor - Ottomine - i Frederikshavn. Også Hedlunds bror Peter, der dengang var 17 år, var en tid ude at hjælpe Jensine.
      Svend husker foderstoflageret, "en stor rødmalet træbygning, hvor jernbanesporene gik lige til foderstofforretningens rampe. Dengang gik der endnu tog mellem Frederikshavn og Aalborg. Det var især foderkager, nogle store firkantede, sammenpressede plader, vel ca. 70 x 70 cm. og tunge ad h.t. Det var i hvert fald ikke kvindearbejde at losse sådan en jernbanevogn, men mor havde da så også Ejner til at hjælpe sig. Jeg er ikke sikker på, at mor altid kunne få lov til at gå i fred for ham. Mor har så tit sagt, at „haj var så li' til og dret". Nå, de var jo begge så unge - og far var langt borte."
      Af folketællingen for 1916 fremgår personernes årsindtægt, angivet i meget runde tal. Hedlund havde en årsindtægt på 600 kr. og ingen formue, mens en skolelærer i samme område havde 1800 kr. og en arbejder 400 kr. Jensine havde selvfølgelig ingen selvstændig indtægt.
      Også i foderstofforretningen kom Hedlund i økonomiske problemer. Bent Andersen fra Voerså fortæller, at det var fordi, han stolede for meget på kunderne. „I kan bare tage et læs", sagde han, uden at holde kontrol og uden at skrive op, og så kørte de måske med flere læs. Bent Andersen mener at vide, at de indremissionske var de værste. Det er dog en nærliggende tanke, at også Hedlunds tilbøjelighed til morgenbittere måske langt op ad dagen kan have spillet en rolle.
      Hedlunds indkaldelse som soldat varede ikke hele 1. verdenskrig, men han var dog indkaldt 5 gange i i alt 12 måneder mellem 1914 og 1917. Det kan selvfølgelig også have begrænset hans muligheder for at drive foderstofforretningen ordentligt. Han var i Sæby ved folketællingen den 1. februar 1916, og han og familien slog sig ned i Roskilde i løbet af 1917.
      Mens Hedlund var soldat i Roskilde, kom han på en eller anden måde i forbindelse med direktør Vilh. Pedersen, der ejede papir- og papfabrikken Sct. Clara Mølle. Det fik det resultat, at han skulle tiltræde en stilling som forvalter på fabrikken, så snart han blev hjemsendt.

      Fra Vendsyssel til Roskilde
      Jensine og de tre sønner på tre, fem og syv år skulle altså rejse over til Hedlund, som havde fundet en lejlighed på Åvej i Himmelev. Svend Gustavsen fortæller: „Det var vinter og bidende koldt. Dengang var der ikke noget, der hed Lillebæltsbro, så vi skulle med færge to gange. Jeg husker endnu, at mor stod med os tre små forfrosne unger på en af færgerne, og en matros kom hen til hende og sagde: „De fryser da, de små unger, kom her med mig, så må I sidde i min kahyt under overfarten", og vi blev vist ind i en dejlig, gloende hed kahyt (jeg husker endnu, at der var rødt plysbetræk på sofa og stole, arh, det var, som at komme i himmerrige.
      Så husker jeg kun, at far ikke var på stationen i Roskilde for at hente os. Hvad grunden var, ved jeg ikke, men mor gik med os over gaden og lejede os ind på et værelse på Jernbanehotellet, hvor vi børn blev lagt i seng, og så ville mor gå ud for at opsøge far. Willy vrælede i vilden sky, da hun gik, for han turde ikke være alene. Men selvfølgelig fandt mor far, og jeg husker så blot, at vi kørte fra hotellet i en knaldrød taxa, ud i det uvisse.

      Himmelev
      Men vi havnede da i Himmelev, hvor vi skulle bo i en 3-værelses lejlighed på 1. sal i et ret pænt hus. Værten, der boede nedenunder,var en fordrukken murer, og hver fredag aften kunne vi være sikre på, at ham og konen gerådede i et gevaldigt slagsmål, når han kom hjem og havde drukket det meste af ugelønnen bort."
      I Himmelev blev Knud født i slutningen af 1917 og døbt i Himmelev kirke det følgende forår. Svend kom til at gå i skole i Himmelev gamle skole. Så vi må regne med, at Willy også har gået der. Ifølge Svend har Gustavsen-familien nok været ret fattig. Svend mener, at Hedlunds løn har været mindre end en almindelig arbejders.

      Claramøllehuset
      Nu bestod familien af Jensine og Hedlund og de fire sønner på stribe. Og den femte søn - Orla - fulgte snart efter. Han blev født i efteråret 1920, men da var familien flyttet til en bolig i Claramøllehuset på Havnevej inde i Roskilde. Her blev Elsa og Ejvind født i 1922 og 1924. Svend beskriver, at „Huset var en dejlig lang, gammel længe med masser af havejord. Det var arbejderbolig for papirfabrikkens arbejdere, mest enlige og ældre kvinder, som jo var billig arbejdskraft. Der har været 9-10 små lejligheder, og to lejligheder blev slået sammen, så vi sagtens kunne være der - troede vi da - vi havde ikke rigtig gjort os klart, at 9 måneder jo i grunden hurtigt går, og inden vi flyttede derfra var reden godt stoppet til, selv om far fik indrettet et værelse til en tre stykker af os oppe på loftet."

      Beboerne i Claramøllehuset
      Svend Gustavsen beskriver de andre beboere i Claramøllehuset: „I den første lejlighed længst mod syd boede gamle Mor Karen. Hun var enke og ernærede sig med et lille gartneri, der lå mellem Claramølle-huset og Fællesbageriet. Det var ikke mere, end hun selv kunne passe, lidt grøntsager og kartofler, men hovedsageligt blomster, og hun stod selv på torvet med sagerne onsdage og lørdage. Jeg tror, hun var i nærheden af de 80 år, en lille stille og elskelig kone. Så beslaglagde vi de næste 2 lejligheder.
      Så kom Anna Hansen med sin blinde datter Kristine - vi sagde altid bare den blinde pige - hun var faktisk total blind, men kunne færdes i de små stuer og kunne da også føle sig langs muren ind til mor. Hun havde et stueorgel, som hun spillede dejligt på efter blindenoder.
      Så kom Karl Hansen. Han var chauffør på fabrikken. Konen hed Alvilda, og de havde 3 sønner på alder med os, og som naturligvis blev vore legekammerater, Karl, Poul og Frede. Karl, den ældste, havde sanktvejtsdans, men det var kun i ansigtet. Han lavede uafbrudt de skrækkeligste grimasser - men det kunne han jo ikke gøre for.
      Så kom Frelserpigen, men selv om jeg kom meget her, kan jeg ikke huske, hvad hun hed. Hun var meget lidt pæn, stor og grov og kantet, hun har vel været ca. 40 år, og havde hver lørdag-søndag besøg af sin kæreste - en stor grov bondekarl - og så var hun jo som sagt frelserpige og ernærede sig derudover som børstenbinderske og cyklede ud på landet og solgte sine varer. Frelserpigen nåede da at blive gift med ham samleveren med fælles hjælp af noget af mors aflagte tøj, og så blev de lykkeligt forenet i Roskilde Domkirke. Far var med som brudesvend, men mor fik de alligevel ikke lokket med på den galej.
      Så kom Kristine p-jen. Hun haltede meget stærkt - deraf navnet. Hun var en ca. 60 år, med et dejligt humør, som hun aldrig lagde bånd på, hun snakkede og grinede i et væk. Hun havde en meget kraftig røst, skingrende og livsglad. Hun arbejdede også på fabrikken, og hos hende oplevede vi det store vidunder at høre og se den første grammofon, selvfølgelig med håndsving og den store tragt, som man kender fra reklamerne for His Masters Voice. Det var en meget stor oplevelse for hele huset, og de 3 plader hun havde købt, blev spillet uafbrudt på højeste gear, så snart hun var hjemme - sikke en herlighed.
      På bagsiden af huset var der indgang til 2 små lejligheder. I den ene boede en pænere ældre kraftig dame, hun led af ligfald, og jeg kan huske, at det flere gange skete, at hun faldt om uden for huset, og de andre koner med mor i spidsen måtte bære hende ind. Hun boede sammen med en halvvoksen søn, Manne, der havde "pyt i pande", han var altså virkelig tosset i kasketten, men han var ganske ufarlig. Selvfølgelig måtte hun se efter ham hele tiden, han ville gerne lege med os andre, men det havde vi ikke tålmodighed til. For enden af huset lå et lille træskur med 3 lokummer på rad.
      Til selve fabrikken hørte en ret anselig direktørbolig, men da direktøren Vilh. Pedersen selv boede i en villa på Uglebjergvej lige over for fabrikken, var denne direktørbolig lejet ud til politimester Fabricius. Han havde 2 sønner, Ib og Torben, og i deres store have legede vi ofte; vi var ca. jævnaldrende. De havde naturligvis alt det, vi andre ikke havde, 3-hjulet cykel, draisine, gynge og boldspil m.m. Også deres aflagte tøj nød vi godt af. Jeg husker endnu, at jeg bl. a. fik noget af deres hvide undertøj, som jeg var meget stolt af, vi var ikke vant til at gå med underbukser, og forfængelig som jeg var (dengang!!) lod jeg med fuldt overlæg kanten af buksebenene rage et lille stykke neden for kanten af de hjemmesyede, grove bukser, som mor for øvrigt havde syet af fars gamle diplomatfrakke, den havde engang været sort, men var nu grøn af ælde.
      Mor var ubestridt hele „menighedens" dronning, det var altid hende, alle tyede til, når tvivlsspørgsmål skulle afgøres, det være sig nabostrid mellem 2 kællinger, ægteskabelige opgør, økonomiske problemer, råd mod tandpine, dårlig mave - altid var det Sine, der måtte mægle eller give gode råd. Folk sagde, at hun var hård ved sine egne børn, og det er måske også sandt. Vi fik i hvert fald tit nogen på kassen, somme tider fortjent, andre gange ufortjent, fordi det var en anden, der havde forårsaget uheldet, eller hvad det nu var. Men, som hun sagde, så har du nok gjort noget en anden gang.
      Jeg var lidt af en pibskid, en mors dreng, der altid hang inde, men jeg mener nu ikke, at der blev taget særlige hensyn til mig, og jeg blev tit gennet ud at lege med de andre.
      Det huslige blev vi ikke skånet for, selv om vi var drenge. Det var fast regel, at en af os vaskede op, en vaskede gulve, en tørrede støv af, og en redte senge. Det gik på skift en uge ad gangen.
      Da vi nåede 10-års alderen, fik vi vores plads som avisbude på Roskilde Avis. Willy begyndte på den fornemste rute, Algade - Skomagergade, og jeg begyndte på Jernbanegade - ruten inkl. Grønnegade, Frue Kirkestræde, Allehelgensgade. Vi havde vel ca. 200 aviser hver, men fik også den fyrstelige betaling af kr. 4,25 pr. uge hver.
      Senere fik vi (Willy og mig) tjansen om søndagen, hvor Nørup, der havde blad- og iskiosken på hjørnet af Havnegade - Tuttestien som avisbude. Vi kørte sammen med en tredje med en stor tung 3-hjulet cykel med lukket lad stoppet med Socialdemokraten, Berlingeren og Politiken op ad Maglekildebakken og gennem hele den indre by, til en fast kundekreds (nå, det var jo kun de mere velstående, der havde råd til at købe avis om søndagen, for den kostede immervæk 25 øre). Vi startede tidligt om morgenen og var først færdige ved 2-3 tiden. Om vinteren eller en regnvejrsdag var det en drøj omgang. Senere fik jeg også en tjans som bydreng hos Fjeldstrup og Andersen, der havde vulkaniseringsanstalt og opladestation i et værksted inde i konditor Schmidts gård. Det var fra kl. 2 til 4, og så kunne jeg lige nå avisturen bagefter.
      Men vi begyndte dagen allerede ved 5.30 tiden, da blev to af os sendt op til byen hos henholdsvis bager Ewerts i Algade og Richters Eftf. i Skomagergade med hver sin store spånkurv og en 25 øre for at købe gammelt brød. Der stod som regel en 6-7-8 stykker og ventede på, at der skulle blive lukket op. Og så var det spændende, hvad der var til os. Det var brød fra dagen i forvejen, sigtebrød, franskbrød, wienerbrød, flødekager o.s.v., og hvor meget vi fik, afhang naturligvis af, hvor meget der var at gøre godt med (og af bagerfruens humør). Vi var henrykte, hvis der var godt med flødekager og wienerbrød, men mor så helst, at det var sigtebrød og franskbrød, det var der mere forslag i.
      En af de helt store begivenheder var den årlige sommerudflugt for fabrikkens arbejdere. Den foregik i fabrikkens store kædetrukne, åbne lastbil med massive gummihjul. Ladet blev forsynet med 2 rækker bænke, den blev flot pyntet med bøgeløv og blomster, og så gik det ellers af sted til Lindenborg eller Herthadalen med medbragte frokostkurve og masser af øl, brændevin og saftevand, og det var en træt og ofte noget medtaget forsamling, der vendte hjem og for en dag havde ladet alle sorger og bekymringer blive hjemme.
      Lige over for Claramøllehuset havde fabrikken en stor græsmark, der til daglig blev brugt til at tørre pap på. De våde stykker pap blev spredt ud over hele marken, indtil de var tørre, så blev de samlet sammmen, bundtet, og var så klar til salg. Pappet blev i begyndelsen fremstillet af gammelt papiraffald, der blev opblødt, og som en grødet masse ført over nogle lange filtstykker, hvor det blev presset sammen til et par mm tykkelse og skåret ud i passende stykker. Efter krigen (1. Verdenskrig) var det småt med affaldspapir, og man begyndte da at eksperimentere med at anvende tang som råmateriale. Det gav en ulidelig stank i hele kvarteret, men dengang kendte man ikke til miljøforurening.
      Men marken blev også brugt som byens cirkusplads samt for omrejsende tivolier. Det var festdage for os unger, når Cirkus Miehe eller Benneweiss ankom, eller når Mor Karens tivoli arriverede med karruseller, luftgynger, skydetelte m.m. Vi hjalp til med småting, løb byærinder m.m. og fik som betaling fribilletter. Den gamle fru Miehe-Phenger boede som regel ovre hos os, hvor den fine stue blev stillet til hendes rådighed, og mor serverede morgencomplet for hende. Men noget af det mest givtige var, når cirkusset rejste igen, så blev hele pladsen, men især stedet hvor billetkontoret havde stået, minutiøst gennemsøgt af os unger, for vi kunne godt finde tabte småmønter, ja sågar kroner, der var tabt i trængselen.
      Alle muligheder blev brugt for at afhjælpe den stramme økonomi, bl.a. samlede vi tøjklemmer for Klemme-Hansen. Og når vi sad en 4-5 stykker en hel aften kunne vi godt tjene 1-1,50 kr. tilsammen, men så skulle vi også rubbe neglene. Vi bandt også sejlgarnsstumper sammen for fabrikken og vandt det i store nøgler. Mor reparerede de store filtmåtter fra fabrikken, og vi udnyttede i det hele taget alle forekommende muligheder.
      Jeg ved i grunden ikke, hvorfor jeg altid har syntes, at denne periode har været den lykkeligste i mit liv, men jeg tror, at den væsentlige del skyldes min mor. Hun havde en evne til at gøre det hyggeligt for os alle, hun sang dagen lang, eller bare nynnede, og de sukkermadder vi fik, var smurt med kærlig hånd, ja, jeg kan ikke forklare det, men der var en egen stemning, når vi sad i mørkningen, og de stegte æbler sydede på kakkelovnsristen.
      Far og mor spillede kort (Skiwensel) en gang om ugen sammen med familien Jürs, der boede i Blågårdstræde, skiftevis hos hinanden, og det var festaften, når vi fik lov (og var ganske stille) at overvære dette, vi fik lov til at stable de 2- eller 5-ører, som udgjorde indsatsen, og vi fik også lov til at trække de 2 bajere op, som mandfolkene skulle have, og så lavede vi briller af ståltråden, der var omkring korkproppen. Jürs var tysker, pølsemager på slagteriet, de flyttede senere til København, hvor fru Jürs blev tissekone inde på hovedbanen, og Jürs blev naturligvis tilssemand.

      Kamstrupstien
      Inden udgangen af 1924 flyttede Gustavsen-familien til Kamstrupstien i et hus som var ejet af A/S Chromlæderfabrikken. Af folketællingen fremgår det, at det var nr. 10, som eksisterer endnu, men det ser ud til at numrene på Kamstrupstien er ændret i tidens løb. Hedlund var blevet „materialforvalter", som han selv har skrevet i folketællingen. I protokollen fra Willy og Svends skole er Hedlund anført først som forvalter og efter flytningen som „portner". Det er derfor en mulighed, at familien boede i portnerboligen, som hørte til kromlæderfabrikken. At Hedlund skiftede arbejde kan have sammenhæng med, at Svend var blevet klassekammerat og god ven med en søn af direktøren for kromlæderfabrikken - "Krommen", som den altid blev omtalt i familien.
      Her på Kamstrupstien må Otto være blevet født i 1929 - og så var reden også fuld! Samtidig med at de yngste børn blev født, var de ældste i gang med uddannelse eller arbejde - hvad der nu var råd til. Hedlund var på „Krommen" til fabrikken brændte og virksomheden ophørte i 1929. Bygninger fra Chromlæderfabrikken ligger endnu på stedet, som nu hedder Eriksvej, tidligere Kamstrupsti.

      Køgevej
      Ved deres sølvbryllup i december 1934 boede familien på Køgevej i Roskilde. Det fremgår af en sølvbryllupssang, at Hedlund „ofred' sig for slagtermester", og at han har arbejdet på Kærgård.. Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvad det drejer sig om. I den samme sølvbryllupssang kan man læse følgende:

      Og saa begyndte han at køre Koks som var han gal
      og slæbte Sække op til femte Sal
      men saa en Dag fik han en Tanke, som han syn's var go'
      han uden vid're slog sig paa at sælge Radio:
      "Er De rigtig gal …. De maa have en Krystal,
      en med Lamper i …. kan De maaske bedre li',
      tag Beslutning snart …. De skal faa den i en Fart",
      og han slutted' sin Snak med "Farvel og mange Tak".

      Saa hitter han paa noget, som han syn's er mere smukt,
      han vandrer rundt omkring og sælger Frugt,
      særdeles var det Æbler, dem I ved fra Paradis,
      men Ak, hvor længe var'ed Adam ha'de i "Paris",
      thi da det blev koldt …. og han Æbler havde solgt,
      i et Stykke Tid …. tænkte han dog Pokker i'ed
      i en ledig Stund, da han sad og fik et Blund,
      han som saa …. jeg en bedre Plads maa faa.

      Det vides ikke, om de forskellige jobs og forretninger er et resultat af, at Hedlund er fuld af privat foretagsomhed, eller det er et resultat af arbejdsløsheden i de tidlige 1930'ere.
      Hedlund var begyndt at hjælpe folk med selvangivelser og regnskaber: Som der står i en sølvbryllupssang: „Når han din indtægt op har sat, så er du nærmest fri for skat." Det bekræftes af en avisomtale ved Jensine og Hedlunds guldbryllup, hvor det fremgår, at ved siden af arbejdet på „Krommen" udførte Hedlund det regnskabsmæssige for adskillige forretninger i byen og efterhånden gik han helt over til regnskabsvæsen og havde en betydelig kundekreds i både Roskilde by og i oplandet."

      Søndre Mellemvej
      Hvornår og hvordan det gik til, at familien flyttede til Søndre Mellemvej 30, er ikke oplyst. De boede der, da den yngste søn, Otto, blev konfirmeret den 26. marts 1944. Søndre Mellemvej er den eneste adresse, som er oplevet af Jensine og Hedlunds børnebørn, hvoraf den ældste, Gerda, blev født i 1943.
      På Søndre Mellemvej var de ældste af Jensine og Hedlunds store børneflok ved at flytte hjemmefra, og nu kom de hjem med venner og veninder, og efterhånden med børnebørn. Hedlund havde stadig sine regnskaber, men påtog sig i øvrigt alt forefaldende, som hjælp til bønderne i høsten, havearbejde, pasning af fyr etc.. For Jensine må det have været en lettelse, at børnene nu var ved at være flyvefærdige, efter at hun fra 1910 til 1929 havde født otte børn, som hun siden - sammen med Hedlund - skulle skaffe mad, tøj og husly til.
      Deres guldbryllup i 1959 blev omtalt i den lokale avis. Ved den lejlighed blev Jensines indsats anerkendt, idet den lokale avis skrev: „Jensine Gustavsen har som sin mand alle dage været et stræbsomt menneske. Hun hr trukket et stort læs, og der er kun godt at sige om den ualmindelig flittige kvinde".

      Schmeltz stiftelse
      På deres rigtig gamle dage flyttede Jensine og Hedlund ind til Roskilde i Schmeltz stiftelse, Ved Klostermuren 10. Hedlund skulle passe stiftelsens have og fyret. Både Jensine og Hedlund havde i øvrigt travlt med at "binde tarme", dvs. at binde for den ene ende af tarme, der skulle bruges til spegepølser. Det var et hjemmearbejde, de havde fra Orlas svogers pølsemageri i Solrød.
      Hedlund blev omkring 1962-63 opereret for kræft i tyktarmen. Han fik ført tarmen ud gennem siden, og han og Jensine havde deres hyr med kolostomiposer. Et års tid efter måtte Hedlund opereres igen, men døde i forbindelse med operationen, 76 år gammel. Jensine kom på alderdomshjem. Hun havde i mange år været plaget af slidgigt i hoften og gik dårligt, og hun var vel i øvrigt „slidt op". Hun døde på alderdomshjemmet et år efter Hedlund på præcis samme dato, den 14. april 1965, 79 år gammel.

      Farfar og Farmor, oplevet af Søren
      Som barn var jeg mange gange på ferie hos farmor og farfar - Jensine og Hedlund - og jeg elskede det. De boede på Søndre Mellemvej i et to-etages hus, hvor de havde underetagen, og familien Madsen havde over- etagen. Til den ene side for huset lå en lav udhuslænge, så der i vinklen mellem huset og udhuset blev en lille gård med perlegrus, som knasede.
      Indgangen til farfar og farmor var foran på huset, ud mod vejen. Man kom ind i en gang, som umiddelbart på venstre side havde en dør til køkkenet. Helt fremme ad gangen var der til højre en dør ind til stuerne, ligeud til soveværelset og til venstre ned til kælderen.
      I køkkenet var der et el-komfur med masseplader, som kunne holde varmen hele dagen, hvis de havde været tændt bare et øjeblik. I vinduesnichen ud til gården var ophængt et par trekantede hylder til de sparsomme toiletgrejer, for det var i køkkenet, man vaskede sig. Farfar i undertrøje og bukser med selerne hængende som Ginge-manden, farmor i tricot charmeuse-underkjole, der sad stramt om den store bagdel.
      Det var nu ikke kropsvask, jeg brugte tiden på, når jeg var på ferie hos farmor og farfar. Men når jeg skulle hjem, skulle jeg være ren, så farmor kunne være bekendt at aflevere mig - det vil sige: i ansigtet. Det klarede farmor ved at skrubbe en vaskeklud rundt i mit ansigt for at slutte af med at vride næsen rundt med kluden. Så var jeg ren! Hele renselsen sluttede med at hun tog lidt af farfars brillantine fra hylden. Det fordelte hun i sine hænder og smurte det af i håret på mig, sådan oppefra-nedefter, som på et tag. Så blev jeg redt med skilning og var klar til afhentning.
      Køkkenet havde en duft af komfur og mad og frugt fra spisekammeret blandet med sæbe og brillantine. Det er en duft, som jeg aldrig glemmer, og som jeg af og til kan opleve - og på et splitsekund er jeg tilbage i farmors køkken.
      Stuerne var to sammenhængende stuer, en spisestue og en dagligstue, men til daglig foregik alting i spisestuen. Den var ikke så stor, så møblerne stod tæt. Midt på gulvet var spisebordet af bejset egetræ. Til venstre for døren en divan. I modsatte hjørne en buffet. Ved vinduet stod farmors sybord og en stol, og så i hjørnet farfars skrivebord med den „trekantede" skrivebordsstol. Og lige inden for døren til højre den høje kakkelovn, hvor der om vinteren altid stod en vandkedel og snurrede. Jeg tror, der var linoleum på gulvet.
      Bordet brugte man selvfølgelig til at spise ved, men lige så vigtigt var det, at man kunne spille kort ved det. Det gjorde man, så snart der var en mulighed for det. Var farmor og farfar alene, skulle der spilles kort, Rommy eller Seksogtres. Var der gæster, skulle der også spilles kort, Whist, Sprøjt, Muldenrøv eller Skiwensel. Det hed sig, at gæsterne selv kom til at betale for opholdet med det, de tabte i kortspil.
      Sybordet og stolen var vigtigt inventar. Når farmor ikke lavede et eller andet praktisk, lavede mad, gjorde rent, var i haven eller spillede kort, så syede hun stramaj eller strikkede. Hun sad aldrig tomhændet. Hun broderede mest billeder - til pudebetræk eller til at ramme ind og hænge op. Alle i familien havde flere af farmors puder eller billeder. Hun sad ved vinduet og kunne se langt hen ad Søndre Mellemvej, hvem der kom eller tog af sted. Jeg husker stemningen i efterårsferierne, hvor jeg sad sammen med farmor ved vinduet og det var ruskvejr udenfor og regnen piskede mod ruden. Så var der rigtig varmt og hyggeligt indenfor.
      Farmor talte vendelbomål hele livet, og jeg kan genkalde mig hendes stemme og hendes sprog inde i hovedet. Selv om farfar også var vendelbo har jeg ikke erindring om hans sprog. Farmor kunne fx sige: „Hons de ku jør'd? Ja, de ku entj hjælp å fåtæll dæ de, do er for ong; men do er i tjøn dreng, bette Søren" (hvordan de kunne gøre - ja, det kunne ikke hjælpe at fortælle dig det, du er for ung; men du er en dygtig dreng, lille Søren). Jeg har altid godt kunnet lide at høre farmors sprog, fx fra Niels Hausgård.
      Divanen blev kun brugt af mændene, farfar eller Ejvind, som boede hjemme til han var over 30 år. En af dem sov hver dag til middag på den med en avis over hovedet. Eventuelt kunne den bruges af tilskuere til kortspillet.
      Den fine stue kan jeg ikke huske meget om, selv om der var fri adgang hele tiden. Kun én ting derinde interesserede mig, det var Ejvinds radiogrammofon og alle hans 78-plader. Jeg turde ikke direkte spørge om lov, men var glad når farmor foreslog mig at gå ind og spille plader. Så spillede jeg alle Ebbe Rode-pladerne med fx Sangforeningen Morgenrødens Pinsetur eller Begravelse i Nevada.
      Soveværelset var opfyldt af en stor dobbeltseng og et stort klædeskab. Sengen var redt med underdyner og overdyner. Farfar og farmor lå i hver deres side, og jeg lå i midten. Dynerne var tunge som melsække, og farfar snorkede.
      Jeg var blevet noget ældre før jeg fik lov til - og turde - gå ned i kælderen. Men hvilken herlighed. Der stod glas med syltede græskar, asier og bær. Og så var der flere kasser med børnebøger, hvor jeg altid kunne finde noget at læse i, fx Gøngehøvdingen. For resten havde Ejvind købt romanen Frændeløs til mig, og han læste den også op. Jeg kan stadig som voksen finde på at læse bogen om det stakkels hittebarn.
      Udenfor var der udhuset. Først vaskerummet og cykelskuret, det var jeg vant til. Men så var der et rum, hvor Madsens (familien ovenpå) havde en svinesti med én gris, som hvert år skulle give julemaden. Og ved siden af var lokummet: Et rigtigt lokum med en tønde, som farfar tømte i haven. Jeg havde respekt både for svinestien og for lokummet, for der lugtede lige fælt, men det kunne nu ikke forhindre mig i at holde ferie hos farfar og farmor.
      Bagved huset og udhuset var haven, delt af en gang på langs. Farmor og farfar havde højre side, Madsens venstre. Det var først og fremmest en nyttehave med kartofler, løg, porrer og bønner. For børn var det mest interessante, at der var jordbær, hindbær og ærter. Det var hyggeligt at gå i haven og plukke jordbær sammen med farmor. Hun plukkede til skålen, som vi senere fik med mælk og sukker, jeg plukkede lidt til skålen, men mest direkte i munden.
      Haven har i perioder bidraget til indtægten ved at afgrøderne kunne sælges. I en sang til Jensine og Hedlunds guldbryllup står der:

      Derhjemme i haven vor moder jo gik
      og plukkede jordbær i kasser.
      Hun solgte dem alle, så ingen vi fik,
      for hun skulle tjene en masse.
      Kartofler og hindbær og ribsene med
      hun plukkede af - og så fatter af sted
      på cykel til byen, og kurven var med,
      "forretningen" skulle han passe.

      Lige over for farmor og farfars hus lå en mark, og på den anden side af marken - kun godt 50 m væk - løb jernbanelinjen mellen København og Roskilde. Der kørte hele tiden tog, og det var spændende at se de store damplokomotiver - E-maskiner, S og P og hvad de hed.
      Det var også spændende at komme med farfar ud at cykle til et af hans mange gøremål. Når vi cyklede hjem skulle vi altid forbi købmanden på Trekronervej. Farfar skulle have sig en øl eller to, og jeg fik en chokoladefrø. Senere, da jeg kunne cykle alene, kørte jeg ind til Roskilde og gik i domkirken for at se på kongegrave og - især - billedet af Christian den Fjerde på Trefoldigheden.
      Der skete altid noget hos farmor og farfar. Hjemme kunne vi børn skændes om, hvem der skulle på ferie hos dem hvornår og hvor længe. Det skulle jo også passe med, at far kunne bringe os derned på cykel. Og når vi først var kommet, ville vi gerne blive der.
      Når farmor og farfar var på besøg hos os i Buddinge, var vi børn meget opmærksomme på farmors taske, for vi vidste, at hun havde bolcher med, når hun kom på besøg. Så på et tidspunkt sagde farmor: „Kom her hen, børn". Og så åbnede hun tasken og tog bolcherne frem. Ét til hver, måske gentaget efter nogen tid.
      En gang skulle far have ordnet noget ved husets vindskeder, helt øverst ved taget, men han turde ikke kravle derop på stigen. Det turde farfar. Han kravlede op og ordnede det. Far fortalte senere, at han havde været flov over, at hans 65-årige far skulle klatre op på stigen, mens han selv ikke turde.
      På sine ældre dage gik farmor og rokkede fra side til side. Senere har jeg lært, at hun gik som man gør, når man har slidgigt i hoften. Hun må også have haft smerter, men jeg hørte hende aldrig klage sig. Hun ville helt sikkert have haft gavn af senere tiders hofteoperationer - hvis hun ville gå med til sådan noget.

      Den fandens arvelighed
      Hedlund havde et alkoholproblem, som formentlig er begyndt allerede i de unge år. Svend Gustavsen erkender i sine erindringer, at han også selv har problemet, og antyder en række situationer, hvor Hedlunds hang til at drikke for meget slog igennem. I Sæby var Hedlund flittig gæst på Hotel Heimdal, og Svend antyder, at „det har sikkert ikke været det rene saftevand, han fik der". Svends beskrivelse af, at Hedlund ikke var der til at tage imod, da Jensine ankom til Roskilde med de tre små sønner, og at hun fandt ham ude i byen, kunne antyde, at han ikke var helt „klar" til at modtage dem.
      Problemet er medtaget i en sang til Hedlunds 70-års fødselsdag, hvor det hedder:

      Han til en øl ej siger nej,
      flere der løber samme vej,
      ja, det til tider vel kan ske,
      at han kan „dobbelt" se.

      Hedlund deltog ikke i Karins dåb, fordi han var „indisponeret". Jensine og Lis var rasende, og Willy har formentlig været beskæmmet over sin far.
      Det er svært at frigøre sig for den tanke, at forholdet til alkohol har bidraget til, at købmandsforretningen i Frederikshavn og foderstoffor-retningen i Sæby ikke kunne gå.
      På sine gamle dage blev Hedlund indblandet i er trafikuheld. Også det er omtalt i en lejlighedssang, nemlig til Jensine og Hedlunds guldbryllup:

      Det skete han kørte til Svogerslev ud,
      der skulle han regnskabet føre,
      da hjemad det gik, blev han brat slået ud,
      en lastbil ham skubbed' i pløre
      Han væltede vognen med æblerne på,
      og fatter sit hoved i vejen må slå
      da blev han den lille - det må man forstå;
      Der var han nok ude at „køre".

      Hedlund kom ikke alvorligt til skade ved uheldet, men blev vistnok ved retten i Roskilde idømt en bøde. Da Søren hjemme ved spisebordet hørte Willy fortælle det, gjorde det størst indtryk, at der var fastsat en forvandlingsstraf på tre dages fængsel. Sørens farfar skulle ikke i fængsel!
      Herdis (gift med Jensine og Hedlunds søn Orla) fortæller, at Hedlund har haft alkoholproblemer i al den tid, hun er kommet i familien. Det var altid til stede, selvom det ikke altid var lige slemt. Hun husker, at Hedlund flere gange er kommet hjem og har trukket cyklen ind i udhuset og har lagt sig til at sove derude for at undgå at komme ind til bebrejdelser.
      Jensine var naturligt nok ked af Hedlunds problemer med alkohol - det var hende, der måtte holde sammen på familien. Sønnerne - især Willy og Svend var meget vrede på deres far. De har givet udtryk for, at han „skulle have nogle tæsk".
      Herdis giver udtryk for, at Hedlunds drikkeri tog af, efter at han og Jensine var flyttet ind i Schmeltz stiftelse, hvor han faldt til ro, og hvor de havde det godt.
      Børnebørn som har været på ferie hos Jensine og Hedlund har aldrig bemærket nogen særpræget endsige ubehagelig optræden fra Hedlund.
    Børn 
    +1. Niels Villy GUSTAVSEN,   f. 14 dec. 1910, Frederikshavn sogn, Horns herred, Hjørring amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 8 nov. 1996, Gentofte sogn, Sokkelund herred, Københavns amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 85 år)
    +2. Svend Martin GUSTAVSEN,   f. 22 maj 1912, Frederikshavn sogn, Horns herred, Hjørring amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 23 sep. 1987, Frederikshavn sogn, Horns herred, Hjørring amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 75 år)
     3. Kaj GUSTAVSEN,   f. 20 apr. 1914   d. 10 sep. 1991 (Alder 77 år)
    +4. Knud Hedlund GUSTAVSEN,   f. 10 okt. 1917, Himmelev sogn, Sømme herred, Roskilde amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 30 sep. 1989, Roskilde domsogn, Sømme herred, Roskilde amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 71 år)
    +5. Orla Lyngsaa GUSTAVSEN,   f. 29 sep. 1920   d. 13 apr. 1980 (Alder 59 år)
     6. Elsa Thomine GUSTAVSEN,   f. 12 jun. 1922   d. 2 jul. 1984 (Alder 62 år)
    +7. Ejvind GUSTAVSEN,   f. 4 feb. 1924, Roskilde domsogn, Sømme herred, Roskilde amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 31 jul. 1984, Roskilde domsogn, Sømme herred, Roskilde amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 60 år)
    +8. Otto GUSTAVSEN,   f. 13 nov. 1929   d. 23 mar. 1998 (Alder 68 år)
    Familie-ID F2  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 4 jun. 2015