Notater |
- Uddrag af beskrivelse fra Vindinge Lokalhistoriske Forening (forfatter ukendt)
Ejler Christian Iversen før besættelsen (1932-1940)
Ved Jens Jørgen Iversens død den 22.5.1932, kun 54 år gammel, overtog hans enke smedjen og fik sønnen Ejler Christian Iversen hjem for at videreføre forretningen.
Ejler Iversen var født 17.1.1905 og kom altså til Vindinge som 8 årig og fik sin skolegang i Vindinge hos lærer Larsen. Dagen efter sin konfirmation kom han i smedelære hos sin far, selv om han meget hellere ville have været konstruktør.
Den 16. december 1925 blev han gift i Reerslev kirke med sin højgravide kæreste, Anna Marie Mikkelsen, født 5.4.1904 og skomagerdatter fra Skjern-egnen. De havde truffet hinanden gennem Ejlers søster, som var stuepige på Roskilde adelige jomfrukloster sammen med Anna. Det blev naturligvis udnyttet i bryllupssangen:
I Roskilde by, som nu har et godt ry,
et adeligt kloster der står,
og Anna som er jo så sød og så from,
til sidst på det kloster hen kom.
på klosteret er der så herligt og rart,
selv Ejler en søster der har,
de nu blev veninder og det i en fart,
og siden de været det har.
men hjemme i Vindinge der er dog bedst,
ret ofte de kom og holdt fest,
thi Ejler han syntes, at Anna var sød,
og derfor han hende straks skød,
Parret boede først i Himmelev, hvor deres l. barn Leif blev født 26.1.1926. 1927 flyttede de til Ringsted, hvor Ejler Iversen forpagtede en benzintank med et mindre værksted. Derefter måtte han aftjene sin etårige værnepligt ved flyvevåbenet. Den 16.5. 1928 fik de datteren Eva, og samme år flyttede familien til Tåstrup, hvor de 3.10.1929 fik datteren Rita.
Da faderen døde i 1932 måtte familien flytte til Vindinge og overtage smedjen og forsørgelsen af moderen og hans to yngste, hjemmeboende søstre, den 20-årige Elise Cecilie, der 1940 blev gift med Niels Villy Gustavsen, og den 16-årige Grethe. Hun blev senere gift med den jævnaldrende Børge Lindorff, der som ung arbejdede for sin svoger. Den ældste søster, Anna, var 1928 blevet gift med Fred Grigo - der trods navnet var sønderjyde og et par år også havde arbejdet som smed hos Gamle Iversen - og udvandret med ham til USA.
Ejler Iversens næringsbrev er dateret 3.2.1934. I Vindinge blev det 4. barn, Jørgen, født 26.6.1946. Forinden havde Ejler Iversen efter moderens død den 30.9.1939, 56 år gammel, formelt overtaget smedjen den l0.12. samme år.
I begyndelsen af 1940 blev han optaget i Gl. Roskilde Amts Smedemesterforening. Formanden sluttede sit velkomstbrev til Ejler Iversen sådan: Måtte du blive et ligeså skattet og afholdt medlem som din kære afgåede fader.
I Vindinge beskæftigede Ejler Iversen sig med alt fra grovsmedearbejde til bilreparationer og fik i 1930erne installeret en Shell-benzintank på Tingvej. Den kom til at ligge på nabogrunden mod nord, hvor kommunens fattighus fra 1700-taller havde ligget helt ude ved vejen (matr.nr. 63). Fattighuset var for nylig blevet revet ned i forbindelse med den udvidelse af Tingvej-Tunevejen, som gjorde denne til hovedruten gennem byen; indtil da havde vejen blot ført mod Øde Hastrup med en afstikker ned til Mørbjerggård.
Ejler Iversen svejsede også tidligt med et primitivt svejseapparat, indtil de nyere flasker til gassvejsning kom frem. De gamle konstruktørdrømme blev virkeliggjort under krigen, da han konstruerede en spareovn (se næste kapitel), og senere fik han patent på et køleskab og en juletræsfod.
Ejler Iversen var tilsynsførende for NESA-Nordsjællands Elektricitets-og Sporvejs Aktieselskab, stiftet 190l - og skulle træde til i tilfælde af strømafbrydelse. Elektriciteten var kommet til byen i 1921 og bredte sig efterhånden også til de fjernereliggende gårde. I starten af 1925 havde byen fået gadebelysning - 14 lamper - og elektrisk lys i Kirken.
Da vandværket i 1934 også gik over til elektricitet og sagde endegyldigt farvel til både vindmotor og petroleumsmotor, gik købet af den nye elektromotor gennem Ejler Iversen. Samme år etablerede hans tidligere smedesvend, Hermann Dahl Jacobsen sig som selvstændig i nyt hus og smedje på Tingvej 29. Fremover deltes han med Ejler Iversen om vandværksarbejderne, bl.a. arbejdet med at forbinde ledningerne på den østre gade - Kærvej. Jobbet som motorpasser og tilsynsførende ved vandværket gik dog til Ejler Iversen for 70 - senere 90 - kr. årligt.
2.12. 1940-45:
"Landsbysmeden atter kommet til ære og værdighed"
Iversens efterkommere har gemt en interessant artikel med denne overskrift fra hovedstadsavisen "Socialdemokraten" 9.6.1941, signeret "Broe". Den afspejler meget klart forholdene på landet under besættelsen og illustrerer den kendsgerning, at landmændene - og som følge heraf også smedene - producerede på livet løs til gode priser i "de 5 forbandede år". Artiklen fortjener at blive citeret næsten i sin helhed:
Smeden er atter blevet en uundværlig skikkelse i landsbyen. Der er altid travlhed hos smeden nu. Jernet gløder i essen, og ambolten synger for hammerens slag. Man kan høre den på lang afstand som kirkeklokken, og når man frem efter lyden, står heste udenfor og sparker utålmodigt i jorden, mens de venter på at få nye sko. Tiden har vendt op og ned på begreberne. Gamle håndværk, der var i miskredit, er kommet til ære og værdighed, og det gælder først og fremmest smeden.
Forleden kørte jeg gennem sjællandske landsbyer for at finde den helt rigtige smedje, sådan som den så ud i vores barndom, og sådan som den atter ser ud i dag. Det var lidt vanskeligt, for vel har hver landsby sin smed, men smedjerne bærer næsten alle præge af automobilismens snart helt overståede tidsalder. Mellem de to krige, da automobilen gik sin sejersgang, blev landsbyernes smedjer lavet om. Det gav mindreværdskomplekser, hvis de lignede en rigtig gammel romantisk smedje. Der skulle være et funktionalistisk præg over dem, og de blev automobilværksteder, hvor man reparerede motorer, borede ventiler ud eller ladede akkumulatorer. Der havde bredt sig en dekadence, så man næsten så ned på heste, og bonden kom alt for sjældent kørende med sine gamle redskaber til reparation. Det var meget lettere og ikke meget dyrere at købe nye.
Den smed, der stejlt holdt fast på sit gamle håndværk, blev distanceret ... men nu tager han revanche. Nu er det ham, der atter er i forgrunden og hævder sig med håndværkets stolte traditioner.
Endelig i Vindinge træffer jeg den helt rigtige landsbysmed. Iversen hedder han. Han er en mand i fyrrerne, men har holdt fast ved de gamle traditioner og den gamle smedje, som han fik i arv efter faderen. - Det er ikke for det, siger han. Jeg var såmænd også ved at give mig. Jeg skulle også have hele butikken lavet om til sådan et bilværksted, men da jeg skulle købe de moderne maskiner, kunne vi ikke blive enige om prisen. Forhandlingerne trak i lang-drag, heldigvis. Og nu skal jeg garantere for, at der heller ikke kommer automobilreparation, før Verden kommer i lave. - Næh, jeg holdt fast ved smedehåndteringen, sådan som jeg havde lært den, men jeg måtte naturligvis følge med udviklingen. Jeg reparerede også biler og traktorer, og det var slet ikke så ilde et arbejde, men det rigtige smedehåndværk, det er alligevel det, man bedst kan li', og nu er man altså atter smed, sådan som man lærte det i sin ungdom, det vil for mig sige under den forrige krig.
Min far har haft denne smedje fra gammel tid, så han har lært mig at skatte håndværkets ældgamle traditioner. Sådan noget som at beslå en hest, det stod for ham som noget meget ansvarsfuldt. Han kunne ikke lide de hestesko, man køber på bånd i fabrikkerne. Der er ikke den helt rigtige slidbane på dem. Det er med heste, som med mennesker. Nogle mennesker træder bagud og slider hælen, andre slider mest på siderne. Sådan er det også med en hest. Han sagde altid, hver hov sin sko. Man skal kende sådan en krikke fra følsben og vide, hvad slags sko den skal ha'. Kun på den måde får den nogen, der er virkelig holdbare. Jeg holder med min far, og jeg laver også selv helst skoen. Her skal De se. De har naturligvis ikke så stor forstand på hestesko, men de kan snart se, hvaffor en, der er fra fabrik, og hvalfor en, jeg selv har lavet. Ja det er rigtigt. Det tænkte jeg jo nok - Næh, nu skoer jeg heste, og det er morsommere end både at lappe bilringe eller reparere traktorer, og så er der det, at jeg måske kunne reparere en bil ligeså godt, som bilmekanikeren, men han lærer aldrig at sko en hest som smeden. - Vi har endnu ikke fået så mange heste til skoning, for bonden er sparsommelig Man kunne før krigen få en hest beslået for 4.80. l dag koster det 10.40.
Nu i foråret har smeden haft en masse at bestille, især med harver og plove, der skulle repareres. I vinter kunne jeg også have fået meget, men jeg manglede kul til essen. Nu har jeg lidt kul, men nu kniber det mere med jernet. Alt det gamle jern er vi på jagt efter. Jeg havde jo en hel del liggende i brokkassen, og De kan tro, at der blev pillet frem. Så er man gået på opdagelsesfærd rundt i gårdene, for der står altid en gammel plov eller radsåmaskine ude i laden, der kun har jernets værdi, og den kunne smeden bruge. Men det går ikke mere. Bønderne vil ikke af med jernet. "Vi har noget gammelt jern liggende, smed, men det får du ikke, for at du kan gå og reparere de andres maskiner, så der ingenting er, når vi en gang skal have lavet noget. " ...
- l foråret har jeg haft meget at bestille med at reparere harver og plove. Bonden skal have alt i orden, for der er ikke en alen jord, der ikke bliver dyrket.
Og så er der jo heldigvis det, at bonden stoler på os smede. Vi er altid omhyggelige. Vi kan gå og kæle for sådan en plov, der skal gøres i orden, og der er sikkert noget rigtigt i, hvad bonden siger, at den først rigtig holder, når smeden har haft den til reparation. Vi finder de svage punkter, og så kan vi lave lidt forbedringer, hvor bonden ønsker det. Han finder jo ud af små finesser, som man ikke rigtigt regner sig til inde på fabrikkerne.
- Og så er vi begyndt at lave noget helt nyt, og det er spareovne. Her er der sådan en karl til at sætte på komfuret, for at mutter kan få det mest mulige ud af ilden. Der er jo tidligere gået alt for meget varme til spilde ved et komfur, og det er der ikke råd til mere. Tidens vanskeligheder har i hvert fald medført, at bonden og smeden har fundet hinanden igen. Der er atter brug for forhammeren, og der er da heldigvis muskler tilbage i armen på den danske smed.
- Iversen producerede gennem hele besættelsen sin "Iso"-Spareovn, en kugle- eller rørformet rundtræksovn med askeskuffe, model A til komfuret, model B med rør til skorstenen, i marts 1945 til 29 kr.34.
Ejler Iversen efter besættelsen (1945-56)
Moderniseringen af vandledningsnettet 1948-50 var så stor en opgave, at de lokale tilbudsgivere måtte alliere sig med udenbys firmaer, Dahl Jacobsen med et firma i København, og Iversen med brdr. Dahl, Roskilde. Arbejdet blev givet til Iversen, idet en entreprenør, Christian Jacobsen skulle foretage gravearbejdet.
Efter krigen blev faderens cykelforretning udvidet til også at omfatte knallerter. Men der kunne stadig sælges cykler. I familiearkivet er bevaret et par købekontrakter på cykler, solgt til kunder på Gjeddesdal og i Tune for den imponerende pris af 250 kr. og 338 kr., den sidste med dynamolygte. Alting var steget under krigen - en bilvask for dem, som ønskede det, kostede i 1949 6 kr. I 1955 opgav vandværket dog betalingen for bilvask.
Fra Ejler Iversen er bevaret 2 store regnskabsbøger fra 1949 til 1955 - året før forretningen afvikledes. De giver først og fremmest et overblik over, hvem der var hans kunder, hvad han leverede til dem, og hvad det kostede. Kundekredsen var omfattende og rummede omkring 80 navne, flest naturligvis fra Vindinge, men også nogle fra nabolandsbyerne og fra Roskilde.
Reerslev Vindinge kommune var en god kunde med mere end 60 poster i perioden maj 1951 - maj 1952, fra udskiftning af pærer i gadebelysningen à 3,25 kr, til installering af 4 stk. wc med frostfri cisterne og frostfri kumme til skolen. Et pluk fra listen giver et indtryk af livet i Vindinge før den blev soveby: Vindinge Vandværk, Vindinge Brugsforening, Vindinge Idrætsforening, Kirken, Mejeriet, Forsamlingshuset, Frysehuset (opført 1951, her kaldt "Frysebox"), møller Stærkind, vognmand Kai Jensen, tømrer Thorkild Jensen, hønseriejer Aage Sørensen, vognmand Harald Larsen, Vindinge Brødfabrik, slagtermester Henrik Jensen, købmand Johannes Jensen, slagtermester Johansen, murer Joh. Jensen, betjent H. Jensen, sognefoged P. Jensen, entreprenør Chr. Rasmussen - og Margrethe Jensen på Centralen.
Men ellers fremgår det klart, at det var bønderne, gårdejerne, der gav mest arbejde til smeden. Gdr. Poul Israelsen på Lønbjerggård - eller hans karl var hos smeden 33 gange alene i perioden 2. april - 28 juni 1949, altså hver 3. dag, 4 af gangene for at få skoet heste. Ellers var der mest tale om småre-parationer af alt fra plæneklipper og cykle til hesterive, og af større poster opsætning af stødhegn for 280 kr. inkl. tråd og elektrikerløn. Andre gårdejere, som brugte Iversen, var Anton Larsen på Mørbjerggård, Arne Hedebo fra Tune, Holger Andersen på Lysegård, Kr. Thomsen på Ørnemosegård, Henning Hansen på Højgård, Forpagter Mogens Brochsgaard på Mindstrupgård, sognerådsformand Aage Jensen på Tunevej, P. Pedersen på Moesgaard (i dag Rideklubben), Frits Pedersen, Lillevang, Johannes Sørensen på Mejerigården, Jørgen Knudsen på Kvistbjerg, P. Danielsen på Nygård, Johanne Jensen på Vindingegård, Chr. Sørensen på Søbjerg, K. Kirk på Stærkendevej, J. P. Nielsen på Lillevangsgård, Chr. Henriksen på Hastrupgård, H. Chr. Petersen på Tornagergård, og Oluf Holgersen på Vesterhøj gård. Langt over halvdelen af byens gårde brugte Iversen.
Fastelavnssøndag 1954 brændte Mindstrupgård, og den 24. april samme år nedbrændte Vesterhøjgård og Lysegård. Midten af 1950erne var ikke god ved byen.
Den 22, januar 1928 var Jens Jørgen Iversens sønderjyske smedesvend, Frederik Grigo blevet gift med Iversens datter Anna i Vindinge kirke. Kort efter var de rejst til USA, hvor Grigo først arbejdede på Fordfabrikkerne i Detroit og senere skabte sig en solid levevej som producent og udlejer af påhængsvogne. I slutningen af 1947 var parret hjemme i Danmark og Vindinge for første gang i 19 år. De ankom med juleskibet "Gripsholm" og fik den opmærksomhed, som dengang tilfaldt enhver hjemkommen fra "Amerika" - som USA endnu blev kaldt i Danmark. De blev modtaget af familien på kajen med en stor plakat: "Her er Vindinge", og den lokale avis noterede, at også en anden dansker "med tilknytning til Roskildeegnen", var med juleskibet hjem.
6 år senere valgte Anna og "Fred" at komme hjem og fejre deres sølvbryllup den 22.1.1953 hos broderen Ejler i smedeboligen i Vindinge, hvor deres bryllup i sin tid havde stået. Denne gang ankom de med fly: Vi tog fra New York kl. 19 2. juledag og blev hentet af familien i Kastrup Lufthavn kl. 20 3. juledag. Det er ikke længere, end det tog os at komme til Sønderjylland fra Vindinge, da vi var hjemme lige efter krigen.
Besøget og sølvbrylluppet med familie og venner har uden tvivl længe været samtaleemne i Vindinge og blev naturligvis behørigt omtalt i den lokale presse. Roskilde Tidende lavede et interview med parret til offentliggørelse på selve sølvbryllupsdagen. De blev bl.a. spurgt, om man mærkede meget til de mange undersøgelseskomiteer i Amerika, hvor mccarthyismen på det tidspunkt med sin koldkrigs-heksejagt på påståede venstreorienterede for "uamerikansk virksomhed" på det tidspunkt var i fuld blomstring. "Det er kun kommunisterne", svarede Fred som de fleste amerikanere ville have gjort. "Hvordan med negerproblemet?", spurgte journalisten videre. Det er ikke noget problem i Detroit. Negrene bor i deres egen bydel, og de hvide bor i deres. Efterhånden som der bliver flere negre og de flytter ind i de hvides bydel, fortrækker de. ... På fabrikkerne arbejder negre, russere og italienere side om side, uden at de nogensinde giver sig til at hakke på hinanden . ... Jeg har i øvrigt mange kunder, der er negre. Sølvbrylluppet blev ikke det sidste besøg i Vindinge. Fred døde i 1970 og Anna i 1993, begge i USA.
I 1956, ophørte smedeforretningen på Tingvej. Ejler Iversen overtog DSBs vognmandsforretning - i begyndelsen sammen med købmand Johs. Larsen i Vindinge. 1967 overdrog han forretningentil sin svigersøn, Ritas mand Henning Buch-Larsen. En speditionsforretning, han havde oparbejdet, blev afhændet 1969. Ejler og Anna var da for længst flyttet til Kongebakken 24 i Roskilde, hvor de kunne fejre guldbryllup l0.12.1975. Ejler Iversen døde
den 10.9.1979.
Uddrag slut
- (Research):FT 1906 Københavns amt, Smørum herred, Herstedvester sogn
AOL opslag 108
No. 34, Familie nr. 15
Jens Jørgen Iversen, M, 14/1-1878, G, Husfader, Smede Mester, Smedemester J Iversen, Risby pr Taastrup
Marie Iversen, K, 15/11-1884, G, Husmoder
Ejler Christian Iversen, M, 17/1-1905, Barn
Hans Nielsen Karup, M, 31/12-1886, U, Lærling, Smedelærling
FT 1911, Risby, Herstedernes sogn, Smørum herred, Københavns amt
Risby matr. 34
Jens Iversen,14 01 1878,G,FK,Svendborg amt,1901Gestelev sg.,Husfader,Smed og husejer
Marie Iversen,15 11 1884,G,FK,Kbh. amt,1903,Herstedøster,Husmoder
Ejler Iversen,17 01 1905,G,FK,Kbh. amt,Barn
Anna Iversen,11 06 1906,G,FK,Kbh. amt,Barn
Karl Nielsen,16 04 1894,G,FK,Kbh. amt,1909,Herstedvester,Smedelærling
FT 1925 Københavns amt, Tune herred, Vindinge sogn, Matr. 38b Vindinge
Iversen Jens Jørgen, M, 14/11878, Gestelev Svendborg A, dansk, G, Husfader, Smedemester, Vindinge pr. Roskilde
" Ane Marie, K, 15/10 1883, Risby Københavns A, dansk, G, Husmoder, , Vindinge pr. Roskilde
" Ejler Kristian, M, 17/1 1905, Risby, Københavns A, dansk, U, Barn, Smedesvend, Vindinge pr. Roskilde
" Elise Cecilie, K, 27/8 1912, Risby Københavns A, dansk, U, Barn, , Vindinge pr. Roskilde
" Karen Grethe, K 20/12 1916, Vindinge Københavns A, dansk, U, Barn, , Vindinge pr. Roskilde
Grigo Frederik Vilhelm, M, 29/12 1899, Tyskland, dansk, U, Pensionær, Smedesvend, Stepping - Sommersted
|